søndag den 13. november 2005

Operation 1. del

Vi (Jannik og jeg) mødte op i afdeling L's modtagelse på Århus Kommunehospital mandag den 7. november kl. 9, som aftalt.
Her snakkede jeg først med en sygeplejerske og derefter med en læge om hvad der skulle foregå de næste par dage. Der var ikke meget jeg ikke vidste i forvejen (fik det bl.a at vide 117 gang da jeg var til forundersøgelse i fjor). Der var dog en ny detalje - nemlig at jeg IKKE skulle overflyttes til Amtssygehuset dagen efter operationen. De har ellers været praksis, fordi man der skulle snakke med en diætist.

Der var ingen seng til mig på L2 før senere på dagen og desuden måtte jeg godt sove på patienthotellet sammen med Jannik natten inden operationen - skulle bare være på afdelingen kl 6.30. Men jeg skulle lige vente på at snakke med narkoselægen inden jeg gik nogen steder. Der var forøvrigt heller ingen seng på hotellet pt, men de skulle nok finde nogen inden sengetid!

Jannik og jeg tilbragte nogle timer i ikke-rygernes opholdsrum, der mere så ud som lager for overflødige skriveborde. Men de var nu gode at sove hen af, ifølge Jannik :-) Jeg sad og strikkede - og det er et mirakel at jeg ikke lavede nogen fejl, for mine øjne var ikke åbne hele tiden (havde kun sovet 3 timer natten før).
Utorlig nok dukkede narkoselægen op flere timer før vi kunne forvente - havde fået at vide at det blev mellem 12 og 14, men han kom allerede kl 11. Han meldte alt klar til operation og efter lidt frokost gik vi over på patienthotellet.

Her sad vi lidt og ventede på svigermor, der pt får strålebehandling og bor på hotellet i løbet af ugen.
Eftersom der ikke skulle ske andet den dag, end at jeg skulle over på L2 og have en sprøjte med blodfortyndende kl. 20, tog vi en tur i IKEA :-)

Vel tilbage igen (købte kun lidt - bl.a kasser til garn), fik Jannik og jeg endelig et værelse og så tog vi os en lur! Jeg var så træt at jeg ringede til Hanne V og meldte fra strik in hos hende - lidt ærgerligt, især fordi hun havde arrangeret det fordi jeg kom til byen. Jeg håber jeg får mulighed for at møde hende og alle de andre en anden dag.

Jeg fik en sovepille med da jeg var ovre at blive stukket - bare for en sikkerheds skyld. Havde ikke sovet så godt de to foregående nætter pga. spekulationer og jeg skulle jo gerne være frisk til operationen.
Fik dog ikke brug for den, for 2 sekunder efter at lyset blev slukket snorksov jeg og vågnede første da vækkeuret ringede kl 6.

1 kommentar:

  1. Hej Britta

    Hvor har jeg tænkt meget på dig, håber du har det godt.

    Jeg er så spændt på at følge det videre forløb.

    Knus

    Anne - Skelhøje

    SvarSlet