mandag den 20. februar 2006

På eventyr.


Da sundhedsplejersken var her forleden sagde hun at vi nok skulle regne med at Rasmus ville begynde at rejse sig op ved hjælp af møblerne om et par måneder - men der tog hun fejl!
Det var han skam begyndt på et par dage før hun kom :-)

Og nu render han rundt hvor han kan komme til det! Hvis jeg sætter ham på gulvet går der ikke mange minutter (nogen gange kun sekunder) inden han står op. Han har bare ikke lært hvad der støtter og hvad der bevæger sig - som fx farmands lænestol, der både kan dreje og vippe.

På billedet har han fået fingerne i en vinreol og en klodskasse der står bag skrivebordet. Der stod de fint - indtil nu!

Jeg beundre han for hans gåpåmod og vedholdenhed - selvom han falder 117 gange giver han ikke op og det er kun i virkelig slemme tilfælde at han bliver ked af at falde (som fx da han slog hovedet ind i bordkanten).
Jeg har læst mig til at det er "indbygget" i dem - ligesom nysgerrighed. Det hjælper ikke at sige igen og igen at de ikke må dit eller dat, for den naturlige nysgerrighed tager over!
Rasmus kan fx ikke holde fingerne fra antennestikket (som sidder lige i hans højde der hvor han har "legeplads") - Jannik har sat ca 100 ledningsholdere i, så han ikke kan rive det ud, men der skal lige pilles :-)
I starten sagde jeg hele tiden NEJ til ham, men at sige hans navn er lige så effektivt, så det gør jeg nu. Hvem bryder sig også om at der bliver sagt nej hele tiden til det man synes er sjovt?

Vi har valgt at flytte dvd'en op på en hylde over fjernsynet, så den kan han ikke pille i (og vi kan bedre ramme den med fjernbetjeningen) - i stedet bliver hylden i tv-bordet brugt til en kurv med Rasmus' legetøj. I køkkenet har jeg sat et kosteskaft ned gennem håndtagene på skufferne, så dem kommer han heller ikke i - lidt besværligt, men ganske effektivt :-)

Jeg har også skiftet mine fine pileflet kurve i stuen ud med nogle grimme plastikkasser med låg - det er okay at få stillet sin nysgerrighed, men ikke når det drejer sig om mit strikketøj!!!!

Så alt i alt er vi ved at få hjemmet gjort Rasmus-sikkert, uden at fratage ham alle muligheder for at pille. Så længe han kun piller i det jeg giver ham lov til er jeg tilfreds.

3 kommentarer:

  1. Jeg kan "berolige" dig med, at det med, at de gør en ting selvom man siger nej til dem, ikke kun er nysgerrighed men en simpel hjerne-"mangel" - deres hjerne er simpelthen ikke så meget samlet endnu, der er ingen forbindelse mellem de nerveender (for at sige det populært) så det, de godt ved, også kan omsættes til praksis. Det kan være pokkers svært at forholde sig til hos et 3-årigt barn, men bevidstheden om det KAN gøre det lettere at tælle til 10. :o)
    Denne "sammenkobling" sker først hen omkring 4-5-årsalderen, så ind til da kan man snildt risikere at se, at ens barn står og piller ved noget mens det i bar frustration græder, fordi det godt ved, det ikke må, men simpelthen ikke ved, hvordan man lader være...så at sige.
    Og ja, jeg glæææææder mig også til at det pæne kan holde sit indtog her igen, fremfor det praktiske. :o)

    SvarSlet
  2. Jeg tog lige et tanketrip tilbage til dengang vi boede i Fort Knox:o)Så længe børnene er i pille-i-alting-alderen skal det være effektivt og ikke nødvendigvis smukt.
    Når du engang bliver træt af kosteskaftet i skufferne kan man købe meget effektive skuffelukkere for næsten ingen penge:o)
    Kh. Helle

    SvarSlet
  3. Hej Britta.
    Velkommen i klubben!
    Den alder har vi også her i huset. Albert piller I ALT. Vi har desværre knopper på køkkenskufferne, så den med kosteskaftet duer ikke her. Knopperne kan han OGSÅ skrue af. De skuffelukkere kan varmt anbefales. Selvom det kan være pisse irriterende en gang imellem at de piller hele tiden, så er det altså også lidt sjovt. Det er mit 3. barn og jeg ved det går over - så er spørgsmålet bare hvornår? *G*
    Kh Jeanette

    SvarSlet