torsdag den 26. juni 2008

Navne

Tina spekulerer på hvad mit indianernavn mon kan være og det ved jeg skam godt - det er
"Little høvding big knife"

Bag dette mystiske navn skjuler sig en håndboldlejr tilbage i mine meget unge dage... Jeg har vel været omkring 12-13 år og spillede i OH77 (Odense Håndboldklub af 1977) og hver sommer blev der arrangeret en uges lejr for os unger. Dette år var vi i Vejlby Fed (i nærheden af Middelfart) og temaet var indianer. Vi havde fået tilladelse til at have kniv med i tilfælde af at vi ejede en sådan, men det gjorde jeg ikke. Min brors dolk måtte jeg under ingen omstændigheder låne, men min kære moder havde da en kniv jeg kunne få med - en lille bitte foldekniv med hvidt perlemorsskaft!! Nu var jeg allerede i den alder stor både i højde og drøjde, så mine såkaldte venner mente at det var uhyre morsomt og gav mig det fine navn...
Heldigvis har jeg evner udi navngivning også, så tro mig, deres indianernavne var lige så smukke ;-)
Man siger at kært barn har mange navne, og hvis det er sandt, så må jeg være meget kær! Da jeg var på højskole på Als i '91 gik der sport i at finde på navne til mig. Fælles for dem var at de skulle begynde med B - det blev bl.a til Birtgryn, Birtfred og Birtgud. Den sidste er min favorit ;-) Min veninde i Brønshøj kalder mig "Beasty Baby" (sikke mange b'er...) - gad vide om hun selv kan huske hvorfor?? Rasmus kalder mig både mor og far! Min far kaldte mig Lisbeth (min søsters navn), min søster kalder mig Maja (min nieces navn) og forleden kaldte Jannik mig FRU JENSEN!!! Dels er vi ikke gift og dels så er fru Jensen min svigermor... Fru Storm kan jeg gå med til, men fru Jensen! Nej, der sætter jeg lige godt grænsen. Det næste bliver vel at nogen kalder mig fru Jannik Jensen! Så er jeg stået helt af.
I en alder af 8 år fandt jeg et bordkort hos mine bedsteforældre og der stod Fru Anton Hansen - jeg blev nød til at spørge hvem det var, for morfar var da Hr Anton Hansen. Jeg blev så forarget over at min mormor bare var reduceret til morfars kone!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar